
Hvidvaskloven udvides med et nyt risikoområde: Proliferationsfinansiering.
Lovændringen blev vedtaget af Folketinget den 3. september 2026 og træder i kraft 15. september 2026.
Med ændringen er der tilføjet en tredje kategori i Hvidvaskloven i tillæg til hvidvask og terrorfinansiering, kaldet proliferationsfinansiering og omhandler finansiering af nukleare, kemiske og biologiske våben.
Det betyder, at endnu et risikoområde skal indarbejdes i virksomhedens risikovurdering, politikker, forretningsgange og kontroller.
Hvad er Proliferationsfinansiering?
Proliferationsfinansiering handler overordnet om finansiering af spredning af masseødelæggelsesvåben.
Med lovændringen indsættes en ny § 4 a i hvidvaskloven med en definition af finansiering af proliferation.
Området omfatter finansiering og finansielle tjenesteydelser i forbindelse med blandt andet fremstilling, erhvervelse, besiddelse, udvikling, eksport, transport, overførsel eller anvendelse af nukleare, kemiske eller biologiske våben og deres fremføringsmidler.
For mange revisionsvirksomheder og bogholdere kan risikoen umiddelbart synes fjern fra den almindelige kundeportefølje.
Proliferationsfinansiering kan imidlertid foregå gennem ellers almindelige virksomheder, varer, teknologier og handelsaktiviteter. Derfor er det nødvendigt at se bredere på kundernes aktiviteter og ikke alene på, om en kunde umiddelbart har en forbindelse til masseødelæggelsesvåben.
Et selvstændigt område i virksomhedens risikovurdering
Proliferationsfinansiering skal behandles som et selvstændigt risikoområde.
Det er dermed ikke tilstrækkeligt at betragte området som en del af virksomhedens eksisterende vurdering af risikoen for terrorfinansiering.
Virksomheden skal identificere og vurdere, hvor og i hvilket omfang den konkret kan være eksponeret for risikoen for proliferationsfinansiering.
Det kræver blandt andet, at virksomheden ser på sin egen kundeportefølje og identificerer de forhold, der kan have betydning for risikoen.
Hvor findes risikoen i kundeporteføljen?
Et centralt spørgsmål bliver derfor, hvordan virksomheden identificerer de kunder, hvor der kan være relevante risikofaktorer.
Her kan blandt andet kundens branche og aktiviteter være relevante.
Et særligt område er virksomheder, der beskæftiger sig med varer, software og teknologi, som både kan have civil og militær anvendelse – såkaldte dual-use produkter.
Det kan eksempelvis være avanceret elektronik, telekommunikationsudstyr, sensorer, navigationsudstyr, luftfarts- og rumfartsteknologi samt visse materialer og produktionsudstyr.
At en kunde opererer inden for en branche, hvor sådanne produkter kan forekomme, betyder naturligvis ikke i sig selv, at kunden er involveret i proliferationsfinansiering.
Men det kan være en risikofaktor, som er relevant, når virksomheden skal identificere og vurdere sin eksponering.
Risikovurderingen er kun første skridt
Det er ikke tilstrækkeligt alene at tilføje et nyt afsnit om proliferationsfinansiering til virksomhedens risikovurdering.
De identificerede risici skal også afspejles i virksomhedens skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller.
Virksomheden bør derfor blandt andet overveje, hvordan relevante kunder identificeres, hvilke oplysninger der skal indgå i vurderingen, og hvordan virksomheden sikrer den nødvendige sammenhæng mellem arbejdet med proliferationsfinansiering og finansielle sanktioner.
De nye krav øger dermed også behovet for at have et tilstrækkeligt datagrundlag om virksomhedens egen kundeportefølje.
ASURISQ er opdateret med de nye risici
I ASURISQ har vi allerede arbejdet med at omsætte det nye risikoområde til data, der kan anvendes i praksis.
Det giver et datamæssigt grundlag for at arbejde videre med vurderingen af virksomhedens konkrete eksponering og indarbejde proliferationsfinansiering som et selvstændigt område i virksomhedens risikostyring.
For os er pointen den samme som på de øvrige områder i virksomhedens risici:
Risikostyringen bliver stærkere, når den tager udgangspunkt i de kunder og risikofaktorer, der faktisk findes i virksomhedens kundeportefølje.
Vil I høre mere om de nye muligheder i ASURISQ og arbejdet med proliferationsfinansiering, er I velkomne til at kontakte os.
Se lovændringen i Hvidvasklovens § 4 a her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2026/764
Læs mere om ASURISQ her: ASURSISQ kombinerer regler, praksis og data